Læge
Ulrik Dige: ulrikdige@dadlnet.dk
Langegyde 34, 5762 V. Skerninge
Tlf 6224.3910
Fax 6224.3911
Månedsskrift for
Praktisk Lægegerning
Årgang 2000, nr. 9
Stockholmsgade
55, 2100 København Ø
Kræftmirakler
I lægens og patientens perspektiv
Del 2
av 3.
Artiklen i forrige nummer af tidsskriftet skulle gerne rent fagligt underbygge min skepsis over for den etablerede kræftfilosofi. Som modvægt vil jeg henvise til den ledsagende kommentar fra Mikael Rørth, der anfører, at forebyggende indsatser, specielt mindre rygning blandt mænd, nu om sider ser ud til at mindske den aldersstandardiserede dødelighed, ikke bare af kræft, men også af hjerte-karsygdomme.
Trods en ihærdig indsats har jeg ikke kunnet opspore den omtalte redegørelse fra Elsebeth Lynge, inden ”dead line” for ændringer i denne artikel, men jeg er helt enig med Mikael Rørth i, at prævention i teorien har afgørende betydning ved disse sygdomme. Det lyder dog næsten for godt til at være sandt, at begge de to hoveddødsårsager nu skulle være på retur samtidigt, så vi bør måske tage højde for, at der findes et par forhold, som pynter på den registrerede kræftdødelighed. Fx må den stærkt faldende obduktionsfrekvens, der nu på de fleste hospitaler er nede på ca. 10%, forventes at medføre en tiltagende underrapportering af kræft som medvirkende dødsårsag. Og de relativt gode behandlingsresultater hos børn og unge kommer statistisk at overdrives, når aldersstandardiseringen sker mod en ”WHO-befolkning”, der er meget yngre end den danske.
Bortset fra det, satte min forrige artikel faktisk ikke fokus på primær prævention – jeg koncentrerede mig om at anfægte optimisternes 4 hovedargumenter for fremskridt i behandlingen af voksenlivets store kræftsygdomme. I den forbindelse glemte jeg, at der findes endnu en bias. Den vil jeg så nævne her som indledning til mine fortsatte overvejelser:
De omtalte argumenter er også mere eller
mindre belastet af, at en patients alternative
indsatser aldrig registreres i
lægevidenskaben. – Hvis fx en tidligere diagnose trods alt i en del tilfælde
har en livsforlængende effekt, kan det ikke uden videre tilskrives det forhold,
at den etablerede behandling på den
måde kan startes noget tidligere i sygdomsforløbet. Teoretisk kunne den tidlige
diagnose jo også fungere som en advarsel for patienten, som af den grund gik i
gang med livsstilsændringer, opgør med belastende livstemaer eller mere
konkrete alternative indsatser, der måske kan påvirke en kræftsygdoms forløb og
vækstbetingelser.
Spørgsmålet er derfor, om det alternative univers rummer nogle aspekter, som det er umagen værd at beskæftige sig med. Inden vi evt. vover os lidt ind i den alternative jungle, ligesom mange af vore patienter faktisk har gjort, vil jeg diskutere et filosofisk problem, som jeg har grublet meget over. Det kan måske kaste lidt lys over, hvorfor det under alle omstændigheder er vanskeligt at bygge en bæredygtig bro mellem de to behandlingssystemer.
De to Paradigmer
Thomas
Kuhn, der er fysiker og filosof, har lanceret et vigtigt begreb, som han kalder
for ”paradigme”. Det handler noget forenklet om det perspektiv, eller den”
lyskegle”, som en vis gruppe forskere arbejder indenfor. Lyskeglen kan fokusere
på et problem, men vil også begrænse synsfeltet. Paradigmet udgør således
rammerne for forskernes ræsonnement, når de forsøger at løse et videnskabeligt
problem. Disse rammer diskuteres sjældent, for de afgrænser perspektivet og
ligger således ”i skygge”. På den måde bliver de næsten helt ubevidste.
Så
længe paradigmet ikke anfægtes, er videnskaben produktiv, men efterhånden
ophobes der flere og flere anomalier, dvs. resultater, der strider mod
paradigmet. Det fører i første omgang til hjælpe-hypoteser, men ender til sidst
i en krise, der fører frem til et helt nyt paradigme (1).
Mange kræftpatienter og alternative
behandlere giver udtryk for synspunkter, der absolut ligger uden for kræftlægernes naturvidenskabelige univers.
Denne modsætning handler om to helt
fundamentalt forskellige livsanskuelser, eller paradigmer, som efter min mening
kan udtrykkes med ret få ord:
1. Kræftforskningen forudsætter dybest set, at
mennesket er en biokemisk maskine, hvor alle ”informationer” kan oversættes til
kemiske signalsubstanser, der produceres af cellekernernes DNA. Begreber
som meridianer, aura og healing kan
ikke rummes i den model, og det kan homøopatiens fortyndings-princip absolut heller ikke, så det bliver alt sammen
uden videre fejet af bordet.
Den moderne
”molekylærbiologiske” forskning har dokumenteret, at en kræftcelle er
fejlkodet, så apoptosen (den programmerede celledød) er nedsat i forhold til
mitosefrekvensen, hvilket ret
overbevisende kan forklare, hvorfor svulsten vokser, og hvorfor kræftcellen i
det hele taget er blevet ”asocial”, så den ikke deltager i kroppens mange
arbejdsopgaver.
Den samme eller en lignende
fejlkodning kan før eller siden optræde andre steder i kroppen, så der dannes
metastaser. De sidste ca. 100 år har man været helt overbevist om, at denne
spredning sker ved, at tumorceller
har løsnet sig og siden er ført med lymfen eller blodet til nye steder, hvor de
så kan slå sig ned og formere sig. Denne antagelse støttes da også af, at man
ved mikroskopisk undersøgelse af vævssnit ret ofte kan finde grupper af
tumorceller, der ligger inde i små lymfekar eller venoler. Det er dog strengt
taget ikke noget bevis for, at spredningen
sker på den måde, og der er faktisk et par forhold, som belaster den
antagelse:
I en del tilfælde må kræftcellen på mystisk vis være smuttet igennem lungekredsløbets små kapillærer, selvom diameteren i disse småkar faktisk er så lille, at det burde være helt umuligt. Det er også påfaldende, at et tilbagefald af og til kan indtræffe 10-20 år efter en ”vellykket” behandling, for det forudsætter, at kræftceller kan holde sig levende i en slags dvaletilstand i årevis, og det burde en tidligere aktiv celle ikke kunne præstere. Disse urimeligheder har ført til en alternativ spredningsteori:
Måske er det slet ikke
tumorcellerne, der spreder sig eller ”ligger i dvale”, men løsrevne fragmenter
af deres abnorme genetiske materiale, der faktisk frigøres, når en kræftcelle
dør og opløses ved apoptose. Et sådant minimalt fragment kan godt ”overleve” i
årevis og kan sagtens rummes i kredsløbet. Og hvis det på et eller andet
tidspunkt trænger ind en tidligere normal celle og inkorporeres i kernens DNA,
vil cellen omdannes til en kræftcelle af samme type og udseende som den
oprindelige (2).
Mekanismen ville i så fald
ligne den, vi kender fra virusinfektioner. Det er kun en hypotese, og vi kan
konstatere, at den indtil videre negligeres, for den udfordrer jo til at
forsøge helt andre behandlings-regimer end kemo og stråler!
Uanset hvad vi tror om denne teori, er det lidt forunderligt, at vor organisme ikke retter kodningsfejlen eller eliminerer disse abnorme celler, for vi råder faktisk over avancerede reparationssystemer og ved, at der under de utallige celledelinger i kroppen jævnligt sker kodningsfejl, som rettes eller elimineres hen ad vejen. – Hvorfor sker det ikke i kræfttilfældene?
I det
biokemiske perspektiv er der kun to mulige forklaringer:
·
Kodningsfejlen kan være så speciel, at vi ikke har et relevant værktøj
til at reparere netop denne sjældne fejl med. I så fald er den eneste mulige
behandling at udrydde kræftcellerne (operation, stråler og kemo). I de
kræfttilfælde, hvor denne strategi lykkes, er hypotesen måske rigtig!
·
Det kunne dog også tænkes, at reparationssystemet helt enkelt er
overbelastet, fordi der sker flere kodningsfejl, end vi er skabt til at klare.
Mange kemiske giftstoffer i tobaksrøg og fra industrien har en sådan effekt, og
vi udsættes for en stadig mere uoverskuelig cocktail. I den situation
forekommer den etablerede behandlingsstrategi ulogisk, for den er jo også ret
giftig!
2. Store dele af det alternative univers forestiller
sig, at der foruden de kemiske signaler også findes andre former for energi,
som har afgørende indflydelse på vort liv og helbred.
Denne hypotetiske og alternative energi kan oversættes
til ”vibrationer” og kan måske konkretiseres til elektromagnetiske svingninger
eller ”kvanter”, som på en eller anden måde styrer og kontrollerer vor
biokemiske maskine. – ”DNA fabrikerer varerne, men hvem ringer og bestiller
dem”?
I vor elektroniske tidsalder
burde en sådan komplementær tanke måske ikke være helt absurd?
En svensk røntgenlæge og professor, Bjørn
Nordenström, kom i en moden alder på sporet af, at levende organismer faktisk
transporterer ioner, altså elektrisk ladede partikler, rundt i kroppen, bl.a. i
vore blod- og lymfekar og i spalterum under nerveskederne. Denne transport af
elektroner danner svage elektriske kredsløb, som altså også er omgivet af
elektromagnetiske felter (3).
Som bekendt sker der også en udveksling af elektroner over cellemembranerne, og jeg har på den baggrund opstillet en dristig hypotese, der kun er et ”billede” på noget, som sikkert er meget mere kompliceret:
Vor organisme er normalt i stand
til at reparere sig selv og beholde sin form, så celler erstattes præcis når og
hvor de skal. Der omsættes mange millioner celler hver dag! Det kræver en
præcision og hastighed, der passer meget bedre til et elektronisk
informationssystem end til en biokemisk model med langsomt cirkulerende
signalsubstanser. - Under alle omstændigheder må der være en overordnet,
lynhurtig styring, der som en dygtig dirigent hele tiden har overblik over
helheden. Ellers kunne fx en sårheling ikke udføres perfekt.
Da der både i og uden for cellerne findes utallige små elektriske kredsløb, må de tilsammen danne et kompliceret elektromagnetisk mønster, der genspejler vor helhed, som et ”holografisk” billede. Feltet er også åbent ud mod vor omverdens utallige vibrationer, og jeg forestiller mig, at den overordnede styring på en eller anden måde kunne rummes i dette felt.
Hvis energien (elektronkredsløbet) er blokeret i et organ eller en anden kropsdel, vil den tilsvarende del af det elektromagnetiske felt også forsvinde. Der opstå altså en blind plet i det holografiske billede. Og så kan en fejlkodet celle simpelthen ikke registreres, når den optræder i et ”energiblokeret” organ!
Tidsskriftets læsere opfordres til at bidrage med en mere konkret forklaring på denne styringsmekanisme, helst inden for et accepteret fysisk paradigme, men mit meget hypotetiske billede lægger altså op til, at lægevidenskabens to biokemiske forklaringer på kræftens opståen måske bør suppleres med en tredje mulig mekanisme:
·
I
en del kræfttilfælde skyldes fejlkodningen, at der på grund af en
energiblokering er opstået en ”blind plet” for forsvarssystemet. Hvis
blokeringen kan ophæves, vil organismen i disse tilfælde selv kunne reparere
fejlen.
I den situation må behandlingen
altså rettes mod at genskabe energien!
Og så har jeg unægteligt lukket op for en forfærdelig masse alternativt vrøvl om svingninger og ”elektromagnetisk smog”. Jeg åbner også for, at alternative energibehandlinger måske kan være terapeutiske, specielt hvis de suppleres med egne individuelle indsatser for at balancere eller forløse energi. Det munder så ud i, at standardbehandlinger umuligt kan hjælpe alle, fordi lægevidenskabens objekter desværre er subjekter, også når det handler om kræftpatienter.
Diskussion
Min provokerende hypotese ligger absolut uden for den etablerede behandlingsfilosofi, og jeg vil heller ikke helt udelukke, at mit sind er blevet så åbent, at min hjerne måske er faldet ud. Der er dog ikke tvivl om, at mange kræftpatienter har oplevet, at psykiske faktorer har spillet en afgørende rolle for deres sygdomsforløb, og der findes også en del forskning, som klart støtter det (4, 5).
I andre sammenhænge viser den etablerede forskning stor respekt for, at psykologiske forhold og andre ”placebofænomener” kan påvirke et sygdomsforløb. For at neutralisere disse fænomener efterstræbes som bekendt ”dobbeltblinde kontrolforsøg”, når effekten af en ny medicin skal undersøges:
For at undgå fejlkilder må
man have to grupper af patienter, som er helt sammenlignelige, ikke bare med
hensyn til alders- og kønsfordeling m.m., men også hvad angår forventninger til behandlingen. Det kan
man opnå ved en korekt gennemført randomisering.
Siden får den ene gruppe den nye pille, mens den anden gruppe får en pille
af samme udseende, der imidlertid kun indeholder ”snydemedicin” (eller evt. den
medicin, der hidtil har være standardbehandling). Hverken patienterne eller
forskeren må vide, hvem der har fået hvad. Det afsløres først efter analysen
ved åbning af en ”kode”. Hvis studiegruppen, der fik det nye lægemiddel,
klarede sig bedre end kontrolgruppen,
kan det være tegn på en objektiv effekt af midlet. Men forskellen bør være så
stor, at den er signifikant, fordi
der ellers kan være tale om en ren tilfældighed.
Begrebet signifikans refererer helt enkelt til,
hvor stor risikoen er for, at en påvist forskel bare er en statistisk
tilfældighed. Hvis denne risiko kun er 1 %, siger man, at signifikansen er
0,01. I mange tilfælde accepterer man faktisk en større risiko, fx 0,05 (5%)..
Det er naturligvis sådan, at
en meget effektiv indsats er let at dokumentere. Den forventede forskel i
behandlingsresultatet mellem studie- og kontrolgruppen vil være så stor, at den
kan påvises med god signifikans, selvom der kun er ret få patienter i hver
gruppe. Ved at vende dette ræssonement på hovedet kan vi generelt påstå, at jo
mindre effekt en given indsats har, desto større patientmateriale må man råde
over i de to grupper for at opnå acceptabel signifikans. - Disse banaliteter
har jeg ikke tænkt så meget over før nu.
Pointen
er, at bare patientmaterialet er tilstrækkelig stort, kan selv en meget
beskeden effekt godt underbygges med
imponerende signifikans, fx 0,0001. Dette tal siger således intet om
effektens størrelse! Og vi må heller ikke glemme, at signifikansbegrebet
faktisk betyder, at der altid er en vis risiko for, at indsatsen slet ikke har
nogen effekt, men hvis resultatet kan reproduceres i gentagne nye
forsøg, kan denne risiko dog betragtes som helt minimal.
Efter disse overvejelser er
jeg nået frem til et mere dybsindigt aspekt, som jeg tror har ret stor
betydning for vor diskussion af behandlingsdokumentationer:
Hvis et kontrolstudie viser
en behandlingsforskel med signifikans 0,01, vil mange uden videre oversætte det
til, at studiet med 99% sikkerhed peger på, at den undersøgte indsats har
effekt. Men så enkelt er det nok ikke! Det kunne nemlig tænkes, at den
undersøgte indsats i studiet udspringer af en hypotese, der virker så absurd,
at man bedre kan tro på en usandsynlig statistisk tilfældighed, end på en
hypotese, der virker endnu mere
usandsynlig! – Hvis en af mine venner spillede lotto efter et sindrigt system,
som han påstår er effektivt, fordi han fik 7 vindertal allerede i første
forsøg, ville jeg ikke uden videre forvente, at jeg også kunne score kassen ved
at overtage hans system. Muligheden af, at han virkeligt havde fundet et
effektivt system, forekommer mig så urimelig, at jeg i første omgang absolut
bedre kan tro, at han bare har været svineheldig, selvom den statistiske chance
var ufatteligt ringe (0,000001?).
Uden sådanne mere eller
mindre beviste overvejelser ville vi svirre rundt som fluer i en flaske for at
følge en masse modstridende signaler, så det er fornuftigt at være skeptisk,
men der kan absolut opstå et videnskabeligt
problem, når to forskellige paradigmer konfronteres med hinanden:
Som eksempel vil jeg nævne,
at der findes flere vel gennemførte kontrollerede forsøg, hvor man har
undersøgt, om et homøopatisk præparat kan hjælpe mod astma. I en metaanalyse af
tre studier var den statistiske
signifikans 0,0004! (6). Problemet er, at præparatet var så fortyndet
gennem den såkaldte ”pontenseringsproces”, at det rent kemisk kun bestod af
vand.
I lægevidenskabens
biokemiske perspektiv er pontenseringsprincippet helt absurd, og så er man mest
tilbøjelig til at mene, at resultatet nok bare skyldes gentagne statistiske
usandsynligheder eller skjulte fejlkilder i studierne. Ellers tvinges man jo
til at anfægte sit eget grundmurede paradigme!
I det homøopatiske univers
er der imidlertid plads til andre vibrationer, så den aktive substans under de
gentagne fortyndinger og omrystninger godt kan tænkes at påvirke vandets
”hukommelse” ved at ændre dets molekylestruktur. Resultatet er således ikke
helt ubegribeligt i dette paradigme!
Eksemplet
illustrerer et problem, der er helt fundamentalt, fordi det etablerede
paradigme har fået en monopolstilling, og derfor kan diktere, hvilken
forskning, der bør satses på og bevilges penge til!
En
rimelig ydmyghed over for et paradigmes begrænsede lyskegle burde efter min
mening føre til, at et højsignifikant resultat, der kan reproduceres i
vel gennemførte, kontrollerede studier må accepteres, selvom hypotesen virker ubegribelig
eller absurd.
”Det dobbeltblinde
kontrolforsøg” er blevet en integreret del af det lægevidenskabelige paradigme
og demonstrerer en dyb respekt for placebobegrebet, der netop handler om
forventninger og udefinerbare svingninger. Jeg deler denne respekt, men hvis et
musikstykke kun giver gåsehud, når vi kan engagere os, er det jo dræbende at
ophæve engagementet, og hvis effekten af en alternativ indsats dybest set
forudsætter, at der skabes et individuelt ”handlerum”, der kan rumme et engagement
eller frigøre bunden energi, kan vi ikke dokumentere eller tilbagevise noget
som helst ved at udelukke et personligt og engageret behandlingsvalg.
Denne respekt omfatter ikke kræftsygdommene, for hverken operation, strålebehandling, kemoterapi eller mammografiscreening kan holdes hemmelig for nogen af parterne (7). Det er derfor indlysende, at forskerne må holde fast i, at kræft er et helt autonomt fænomen, der tilfældigvis udspiller sig i en menneskekrop, for ellers skrider hele det videnskabelige grundlag!
Det mest absurde er, at en stor del af indvendingerne mod den alternative kræftforskning går ud på, at de patienter, der søger alternativ behandling, er specielt motiverede for den behandling, de vælger, og derfor ikke kan sammenlignes med andre patienter med samme sygdom. Jeg er for så vidt helt enig i denne indvending, men den slår altså, som en boomerang, voldsomt tilbage på den etablerede forskning.
Det biokemiske paradigme, der også kaldes apparatfejl-modellen, er inspireret af andre grene inden for naturvidenskaberne. Den er ikke forankret i en alment accepteret videnskab om mennesker, men har alligevel været styrende i store dele af lægevidenskaben, fordi den gør forskningen meget mere håndterlig end en subjektiv og fortolkende model (hermeneutisk model).
Der kan rejses andre indvendinger mod den alternative forskning, der bl.a. handler om, at en ”studiegruppe” i hvert fald bør sammenlignes med en relevant kontrolgruppe.
Vi skal ikke fortabe os yderligere i denne diskussion, men må konstatere, at god alternativ forskning sjældent udføres eller i hvert fald næsten aldrig kan finde vej til et ”seriøst” medicinsk tidsskrift. Kræftlægerne kan derfor med vis ret hævde, at de alternative behandlere stort set ikke har dokumentation for deres indsatser.
Men lad os se lidt nærmere på, om denne påstand trods alt bør nuanceres.
Den alternative
behandlings dokumentationer
Forsknings-
og Videnscenter for Ukonventionel Kræftbehandling (FVUK) er et privat,
fondfinancieret center, der blev etableret i 1995 og arbejder på at belyse et
stort antal aspekter ved den alternative behandling. Indtil videre har det
resulteret i en bog, der beskriver en del alternative terapeuters egne
behandlingsfilosofier (7). Desuden er der ved at blive udarbejdet artikler, der
dog ikke er publiceret endnu.
En af delartiklerne
handler om en søgning via ”Medline”,
hvor forfatterne prøver at belyse, om der på kræftområdet findes holdbare
videnskabelige dokumentationer for konkrete alternative indsatser. Denne
artikel bliver snart publiceret, hvis den altså accepteres af et medicinsk
tidsskrift.
Jeg vil nævne, at specielt ”Centre for Alternative Medicine Research in Cancer” på Texas-Universitetet i Houston (UT-CAM Cancer) har foretaget et omfattende litteraturstudie:
Der er påvist signifikant effekt på kræftoverlevelsen af en del enkeltsubstanser (melatonin og en del kinesisk urtemedicin), men som helhed ser kombinationsbehandlinger mere lovende ud. For eksempel peger adskillige studier på, at kombinationer af antioxidanter kan beskytte de sunde celler mod kemo- og stråleterapiens skadevirkninger og på den måde medvirke til en livsforlængelse og bedre livskvalitet. De fleste onkologer advarer mod antioxidanter, som teoretisk kunne tænkes at mindske effekten af den etablerede behandling, men denne advarsel ser altså ud til at være helt malplaceret!
Dette er kun foreløbige resultater, som jeg ikke har eftergransket, og når det gælder mere vidtløftige alternative indsatser, der udspiller sig på andre planer end det biokemiske, er der store problemer med at finde en accepteret forskningsmodel. Som nævnt er der en del støtte for, at psykologisk intervention (dog ikke psykoterapi) kan forlænge livet for en del kræftpatienter (4, 5). (Andre studier har vist modsat tendens, men er siden forkastede på grund af oplagte fejl i sammenligningsgrundlaget mellem studie- og kontrolgruppen. Det gælder fx studiet fra ”the Bristol Cancer Help Centre” i England).
Hele problematikken kan dog også anskues fra en mere
”uvidenskabelig” synsvinkel:
Min bog ”Kræftmirakler” tager udgangspunkt i, at enkeltstående, velunderbyggede patienthistorier godt kan repræsentere en sandhedsværdi. Ellers må vi faktisk forkaste hele vort retssystem, for det bygger jo også på, at et vidneudsagn kan være troværdigt!
Mange af bogens patienter har overlevet lægelige dødsdomme, og har opnået en klar forbedring uden etableret behandling. Og enkelte er åbenbart blevet helt raske. ”Mine” 62 patienter har oplevet det som hårdt arbejde, hvor alternative indsatser har spillet en afgørende rolle, både subjektivt og tidsmæssigt!
Disse indsatser har været meget individuelle, men alle de exceptionelle patienter har arbejdet på det fysiske og biokemiske plan med motion, afgiftning, kostændringer/ kostkure og kosttilskud. Desuden peger de alle på betydningen af psykologiske forhold, hvor de fleste har bearbejdet psykologiske problemer, og over halvdelen har beskæftiget sig med mere spirituelle aspekter i livet.
Der kan således beskrives tre niveauer: 1. Det fysiske, 2. Det emotionelle og 3. Det spirituelle.
Som vi har diskuteret forudsætter de to sidstnævnte, at der findes andre terapeutiske energier end det biokemiske paradigme kan rumme.
Alle patienterne er vist enige om, at der ikke kan anvises en vej, der kan hjælpe alle. Man må lytte til sig selv og søge. Et nogenlunde samstemmende råd er dog, at det nok er rimeligt at starte på det fysiske plan. Om man skal bevæge sig videre afhænger af, hvad man er åben for, eller bliver åben for.
Jeg finder mange af disse sygdomsforløb helt overbevisende, så der er måske mere mellem himmel og jord. En kræftlæge kan forkaste disse vidneudsagn ved simpelthen at kalde en sådan forbedring for en ”spontan” remission. Det er da også den faglige betegnelse, for det er åbenbart mere videnskabeligt at forestille sig, at noget kan opstå spontant, dvs. ”helt ud af den blå luft” end at indbilde sig, at en ukonventionel behandling eller handling kan betyde noget som helst.
To eksempler
Som tidligere nævnt omfatter mit projekt 62 patienter. De kan opdeles i 1. myter, 2. en gråzone og 3. klart exceptionelle forløb. Jeg vil illustrere problematikken med to stærkt forkortede referater.
1.
Per, født 1954.
I en
alder af 35 år bliver han behandlet for et seminom med store metastaser
retroperitonealt. Efter intensiv kemo- og strålebehandling, som patienten
tøvende går med til, lykkes det at opnå fuld remission.
Ved
kontrol fire år senere konstateres flere, op til 1 cm store lymfeknuder på
halsen.
Et
finnålspunktat beskriver kræftceller, der dog ikke helt ligner de oprindelige
seminomceller. Der anbefales derfor histologisk biopsi for at afgøre om den
aktuelle kræfttype kræver kemo eller stråler.
Trods
alle overtalelsesforsøg afslår patienten videre undersøgelse og har ikke vist
sig på afdelingen siden.
Under
interviewet med mig i 1998 fortæller han, at han har været helt rask siden
denne episode. Sammen med en clairvoyant healer, som han har kendt i mange år,
har han fået udryddet sine ”kræftarverester”, der kunne spores tilbage til
tidligere tilværelsesformer. Senere har de også gennem et hårdt arbejde, hvor
han har været medie, fået ryddet nogle ”AIDS rester” af vejen, så de heller
ikke belaster hans arvemasse længere.
Som
led i mit projekt har jeg eftergransket det omtalte finnålspunktat sammen med
et par af sygehusets patologer/cytologer. Præparatet var svært at vurdere, men
vi er enige om, at det efter alt at dømme ikke indeholder kræftceller,
så svaret nok var baseret på en
fejlvurdering af stimulerede lymfocytter, der kan se meget primitive og
mistænkelige ud i et mindre vellykket punktat.
Videnskabsetisk
burde afdelingen have underrettet patienten om dette ”antiklimaks”, men det
endte med at blive min opgave.
Det
anfægtede ikke hverken patienten eller hans terapeut, der under alle
omstændigheder fandt deres udviklingsarbejde meningsfuldt. Det blev antydet, at
healingen nok også havde påvirket det famøse præparat, så tumorcellerne helt
enkelt var forduftet!
Jeg tolker altså dette tilfælde som en myte, der er baseret på en fejldiagnose. Forløbet illustrerer desuden, at der somme tider kan være ret store problemer med en brobygning.
Myter er trods alt undtagelser i mit projekt, men det rummer en hel del tvivlstilfælde, hvor et usædvanlig gunstigt forløb måske kan skyldes, at en etableret behandling har fungeret meget bedre end forventet.
37 af de 62 patienter opfatter jeg dog, selv med meget kritiske øjne, som klart exceptionelle. For balancen skyld vil jeg give et eksempel:
2.
Karen, født 1915.
Hun fik
i februar 1998 påvist et anaplastisk karcinom i højre cavum nasi ved flere
biopsier. Scanning viste massiv sløring af hele højre næsehule og kæbehule med
destruktion af flere knoglestrukturer samt mistænkt indvækst i bunden af højre
øjenhule.
Patienten
var smertepåvirket med vægttab og udtalt træthed. Anamnesen tyder desuden på en
længere-varende depression efter en datters død.
Efter
diverse alternative behandlinger, der bl.a. har omfattet hajbrusk, mistelten,
kosttilskud og en speciel akupunkturbehandling med el-stimulering af nålene,
bedres den kliniske og psykiske tilstand, og ved kontrol i juni 98 er hun i
fuldstændig velbefindende. Også CT-scanning viser nu helt normale forhold!
Patologerne fastholder diagnosen!
Patienten
har det stadig godt, og afdelingens overlæge har betegnet forløbet som en
mirakuløs helbredelse. Dette og mange andre helt forbløffende kræftforløb er
omtalt detaljeret i min bog.
Strabadser
under projektet
Opsporingen af patienter gik over al forventning. Da det drejer sig om helt frivillige personer, der selv har henvendt sig til mig og givet mig fuldmagt til journalindsigt, regnede jeg ikke med, at der kunne være behov for ”videnskabsetisk godkendelse”. Den lokale komité var imidlertid af en anden opfattelse, så jeg fremsendte i februar 98 min projektbeskrivelse, inklusive etiske overvejelser, der mest handlede om, hvordan jeg ville forholde mig, hvis jeg stødte på fejldiagnoser.
Min ansøgning om godkendelse blev afslået med den motivering, at mine teorier om ”blinde pletter” ikke var videnskabeligt holdbare. – Denne indvending handler om, ”at dårlig videnskab altid er uetisk, fordi den spilder folks tid”. Det er jeg ikke uenig i, men jeg synes, at denne regel må håndhæves lidt varsomt, da den ellers kan udelukke al nytænkning.
Jeg raderede disse tanker ud af ansøgningen (men beholdt dem i mit hoved) og fik den eftertragtede ”Videnskabsetiske godkendelse” i april 98, så jeg kunne fuldføre projektet
Økonomien har været en næsten konstant stressfaktor, fordi jeg kun har kunnet få støtte fra mindre, ”private” fonde. Det Psykosociale Udvalg under Kræftens Bekæmpelse ville ikke bidrage. Begrundelsen var bl.a., at mit studie savnede tilknytning til et relevant forskningsmiljø.
Det er da også sandt, at det kan ligne et ”one man show”, hvor min onkologiske kompetence i visse situationer er utilstrækkelig. Det har nu i disse ret få tilfælde altid kunnet løses gennem en fornuftig snak med patientens onkolog, og min tilknytning til FVUK som bestyrelsesmedlem har skabt et forum til alternative diskussioner. Desuden vil jeg påstå, at mit intensive samarbejde med 62 kræftpatienter har været et særdeles relevant forskningsmiljø, men det kan der altså være delte meninger om.
Jeg kan takke en lang række mindre fonde for, at jeg trods alt har klaret mig uden at blive særlig forgældet.
Andre strabadser har handlet om, at det ret ofte har været svært at få mine referater af de lange interviews godkendt af patienterne, hvilket naturligvis har været specielt problematisk i tilfælde, hvor min konklusion må anfægte patientens tolkning af forløbet.
Projektet drejer sig om vidner, hvis fortællinger i de fleste tilfælde kan underbygges med såvel journaler som grundige interviews. Og så rummer de efter min mening en ubestridelig sandhedsværdi, som dog er subjektiv, fordi vidnerne er levende mennesker. På et spørgeskema, som patienterne og jeg sammen har udfyldt som en afslutning på interviewet, har vi for øvrigt forsøgt at ”score” de relevante behandlinger, indsatser, livsbegivenheder og psykiske ændringer m.m. på en skala fra –2 til +2 med 0 som neutralpunkt.
Jeg er nået til analysefasen, som først og fremmest må gå ud på at fremhæve fællestræk og budskaber, der kan gøre os klogere på et konkret eller mere abstrakt plan. Det kræver endnu en hel del grublen fra min side, men skulle gerne føre til en supplerende artikel.- Mine læsere er hermed advarede!
1. Wulf HR, Pedersen SA, Rosenberg R: Medicinens filosofi.
Forlaget Daidalos 1992.
2. Baum M: Breast cancer 2000 BC to 2000 AD – Time for a paradigm shift?
Acta
Oncol 1993; 32: 3-8.
3. Nordenström B: Electrochemical therapy and the paradigm of Biologically Closed Electric Circuits (BCEC).
Eur J Surg 1994; Suppl 574.
4.
Spiegel D, Bloom JR, Kraemer HC, Gottheil E: Effects of psychosocial treatment on
survival of patients with metastatic breast cancer.
Lancet
1989; 2: 888‑91.
5.
Fawzy FI, et al.: Malignant melanoma: Effects of an
early structured psychiatric intervention, coping, and affective state on
recurrence and survival 6 years later.
Archives
of General Psychiatry. 1993; 50/9: 681‑9.
6. Reilly D, et al: Is evidence for homoeopathy reproducible?
Lancet 1994; 344: 1601-6. (Comments in Lancet 1995; 345:
252-3.)
7.
Dige U: Placebo
og Mammografi
Ugeskr Læger 1994; 156: 4384.
8. Pasborg L, Birkelund M, Dige U, Skøtt Andersen F, Launsø L: Ukonventionel kræftbehandling
Forlaget Hovedland 1996.
Linker til: Artikkel nr. 1 Artikkel nr. 3 Tilbake til startsiden