Læge Ulrik Dige: ulrikdige@dadlnet.dk

Langegyde 34, 5762 V. Skerninge

Tlf 6224.3910 Fax 6224.3911

Månedsskrift for Praktisk Lægegerning

Årgang 2000, nr. 10

Stockholmsgade 55, 2100 København Ø

Kræftmirakler

I lægens og patientens perspektiv

Del 3 av 3.

Min slutreplik i forrige artikel (del 2) skulle ikke bare opfattes som en tom trussel, så nu vil jeg gøre alvor af den.

Denne sidste artikel vil rumme en analyse af bogens 62 fortællinger og en diskussion af de vigtigste aspekter i den foreliggende litteratur om emnet ”spontan remission/regression”. Som afslutning vil jeg fremhæve nogle visioner, jeg deler med de fleste af ”mine” patienter.

Om vildledninger

Inden jeg kaster mig ud i en slags samlet analyse af de mange fortællinger, vil jeg sige noget om faren for synsbedrag og fejlslutninger.

· Der kan påvises en statistisk sammenhæng mellem en kræftpatients overlevelsestid og antallet af alternative indsatser, men denne sammenhæng afspejler måske bare, at en patient, der overlever længe, får god tid til at afprøve det alternative marked. – Vi bør altså ikke påstå, at ”jo mere man gør, des bedre går det”.

· Visse alternative indsatser har været brugt flittigt af næsten alle de exceptionelle patienter. Det kan pege på, at en sådan indsats er lovende, men det kan også være udtryk for et modefænomen i tiden, fx fandtes hajbrusk slet ikke på markedet for 10 år siden.

· Alternative kræftpatienter domineres af kvinder, men hvis vi ser bort fra de kræftformer, der kun hjemsøger kvinder, er kønsfordelingen ret ligelig. Statistikken kan således ikke bevise, at kvinder er mere åbne for det alternative, end mænd er.

· En del alternative terapeuter påstår, at de helbreder en meget stor andel af deres kræftpatienter, fx har en terapeut pralet af, at mere end 50% af hans nyrekræfttilfælde overlever! En sådan påstand er helt uvederhæftig, hvis den ikke kan dokumenteres både med journalmateriale og med en klar definition af, hvor længe patienten skal have fulgt terapeutens behandlinger for at indgå i hans statistik: Hvis han fx sorterer alle de patienter bort, der døde kort efter, at de var begyndt på hans behandling, vil det jo pynte på statistikken, og han kan faktisk gøre statistikken så smuk, han vil, ved at fastsætte en tilstrækkeligt vid tidsramme for et ”relevant” behandlingsforløb!

· Måske er det slet ikke den enkelte indsats, der hjælper, men næsten altid svært gennemskuelige kombinationer. I så fald kan en fokusering på de enkelte indsatser blive vildledende.

· De fleste af patienterne har oplevet dybe kriser, inden de blev syge. Det er tankevækkende og kan betragtes som en sandhed på det subjektive plan, hvor vi alle stræber efter en fortolkning og livsmening. Men for at bevise en statistisk sammenhæng måtte vi foretage en dyb psykoanalytisk samtale med en række raske mennesker for at udelukke, at de ikke også har haft en del uforløste traumer. Og hvis de fornægter det, er det måske, fordi de i bagspejlet tolker deres liv på en anden måde, end en kræftpatient gør.

For ikke at bidrage til alt for mange synsbedrag vil jeg indskrænke mig til et fåtal tabeller. De fleste sygehistorier er for øvrigt så detaljerede, at andre kan supplere statistikken efter eget valg.

Analysen

Hovedinddeling af patientforløbene

Exceptionelle	Gråzonen	Myter*
37	15	10

*4 tilfælde skyldes forkert/usikker diagnose.

De følgende analyser omfatter kun de 37 forløb, som jeg uden større reservation har tolket som klart exceptionelle.

De 37 exceptionelle:

Fordeling efter diagnose

Bryst	Ovarie	Lunge	Lymfom	Nyre	Hjerne	Mave	Tyktarm	Andre
7	6	5	4	4	2	2	2	5

Kønsfordeling og gennemsnitsalder (”Alder”) ved diagnosen

	Bryst	Ovarie	Testikel	Øvrige	Alder
Kvinder	7	6		11	52 år
Mænd			1	12	52 år

Status december 1999

Symptomfrie	Lever med sygdommen	Døde af sygdommen
20	13	4

Observationstid	1-2 år/antal	2-5 år/antal	5-10 år/antal	> 10 år/antal
Fra diagnose	2	8	15	12
Fra forbedring*	3	15	10	9

* I en del tilfælde, hvor forløbet har svinget flere gange, er observationstiden beregnet fra 1. tydelige remission.

Sygehistorierne berører et stort antal aspekter i patienternes liv. Interviewet har været ret frit udformet, men de fleste har fundet det naturligt at starte deres fortælling med diagnosetidspunktet, for siden at bevæge sig både fremad og bagud i tiden:

Årsag Diagnose Bearbejdelse

Krise Behandlingsvalg Sygdomsforståelse

Livstema Egne indsatser Mentale ændringer

(Rolle som barn) Healing Livsmening

Dette skema har været en slags interview-guide, som de fleste patienter har fundet meningsfuld.

Som afslutning på interviewet har patienten og jeg i fællesskab udfyldt et spørgeskema, der beskæftiger sig med alle de niveauer, som fortællingerne tilsammen spænder over. Effekten af de enkelte indsatser og begivenheder blev scoret på en skala fra –2 til +2 med 0 som neutralpunkt:

-2 -1 0 +1 +2

(meget neg) (negativ) (ingen effekt) (positiv) (meget pos)

De forhold, der ikke har været aktuelle, hoppes over som ”tomme” rubrikker i skemaet.

Formålet med dette scoringssystem er at opfange ”drivkræfter”, der kan hænge sammen med sygdomsforbedringen, fx psykiske ændringer eller mere konkrete indsatser. Idéen bygger altså på en formodning om, at ”spontane” remissioner må have en eller anden årsag.

Med meget få undtagelser mener alle patienterne, at det er den samlede effekt af deres mange indsatser, der har hjulpet. Alligevel har de helt intuitivt og uden større tøven kunnet score de enkelte elementers relative betydning.

Den næste tabel er baseret på spørgeskemaernes hovedrubrikker. De ”objektive” tal genspejler kun tendenser i en subjektiv verden. Jeg vil forklare tabellens idé med et eksempel fra rubrikken ”Andre tilskud”:

31 af de 37 patienter (31/37) har benyttet et eller flere af disse tilskud. Fx har 17 brugt Ipe Roxo. Hvis alle 17 havde tillagt det afgørende betydning, ville det give en samlet ”Ipe Roxo-score” på 17x2 = 34. (Aktuelt blev scoren 26, dvs. ca. 1,5 i gennemsnit).

Alternative indsatser

	Antal patienter	Samlet score	Score/Antal	Scoregennemsnit
Kropskemien	37/37
Kost, Afgiftning	32	53	53/32	1,7
Vitaminer, Mineraler	32	50	50/32	1,6
Andre tilskud	31/37
Hajbrusk	11	16	16/11	1,5
Ipe Roxo	17	26	26/17	1,5
Andre Urter	26	45	45/26	1,7
Hvidløg	17	28	28/17	1,6
Mistelten	8	8	8/8	1,0
Energibehandling	31/37
Kropsmassage	4	6	6/4	1,5
Zoneterapi	8	11	11/8	1,4
Healingsmassage	10	15	15/10	1,5
Klassisk akupunktur	9	12	12/9	1,3
Parallel akupunktur	7	9	9/7	1,3
Kinesiologi	8	7	7/8	1,0
Ophæve jordstråler	13	12	12/13	1,0
Homøopati	15	19	19/15	1,3
Emotionelle niveau	37/37
Opgør med livstema	22	36	36/22	1,6
Psykologisk støtte	33	60	60/33	1,8
Egne ressourcer	37	74	74/37	2,0
Spirituelle niveau	20/37
Meditation/Visual.	19	32	32/19	1,7
Bøn og healing	10	20	20/10	2,0

Som det kan ses af skemaet har jeg inddelt de forskellige påvirkningsfaktorer i 5 grupper, der omfatter 4 niveauer:

1. Det fysisk-kemiske niveau, dvs. motion, kost, ”afgiftning” og diverse tilskud. 2. Energiafbalancerende behandlinger, der stræber efter at påvirke kroppens ”reflekszoner eller energibaner”. 3. Følelseslivet, hvor indsatserne handler om at frigøre bundet psykisk energi. 4. Det spirituelle niveau, der forudsætter en åndelig dimension/telepatisk påvirkning.

(Jeg er helt klar over, at denne inddeling er diskutabel, også i det alternative univers – fx er homøopatien svær at placere på grund af det mystiske ”potenseringsprincip”, og om den evt. effekt af urtemedin kun er et kemisk spørgsmål, er der delte meninger om. Jeg er også med på, at meditation og visualisering ikke altid bevæger sig ud over det emotionelle plan).

De høje scoringspoint for de fleste indsatser er jo ikke overraskende i betragtning af, at patienterne faktisk har opnået en forbedring af sygdommen.

Men det er tankevækkende, at samtlige patienter har fundet det helt afgørende at arbejde både på det biokemiske og psykologiske niveau. Over halvdelen har desuden haft tilgang til spirituelle livsaspekter og oplevet, at det har haft en særdeles positiv indflydelse på deres kræftsygdom og livskvalitet!

Psykiske forhold.

Da alle patienterne peger på, at psykiske ressourcer er helt afgørende, vil jeg brutalt og subjektivt prøve at fange de dominerende tendenser i skemaform, selvom flere ressourcer naturligvis spiller sammen hos hver patient:

Holdning til diagnosen

Resignation/Opgivelse	Fornægtelse	Kampvilje	Budskab om ændring
2/37	5/37	18/37	12/37

Psykiske energikilder

Forløst depression	Forløst livstema*	Egen livsvilje	Psykologisk støtte	Spirituel healing
2/37	13/37	7/37	8/37	7/37

* Mange patienter har bearbejdet deres ”livstema”, der hos kvinderne oftest har handlet om ”flinkeskolens” rollemønster.

Andre tendenser

De exceptionelle patienter har næsten alle været konfronteret med en lægelig dødsdom, enten fordi den etablerede behandling ikke hjalp, eller fordi patienten selv, helt eller delvist, havde afslået den etablerede behandling. 11 af de 37 patienter har demonstreret en sådan ”ulydighed”, hvilket i lægeligt perspektiv kan betragtes som en statistisk letsindighed. Det har dog altid været et helt personligt valg, som patienterne faktisk ikke opfordrer andre til at følge.

I mange studier har infektioner været sat i forbindelse med en spontan remission. Jeg vil derfor nævne, at en sådan mekanisme faktisk kan overvejes hos 7 af de 37 patienterne, selvom de ikke selv har tillagt det nogen betydning. (I gamle dage var infektioner en ret hyppig foreteelse, hvilket givetvis har påvirket statistikken og fokuseringen).

I en del af tilfældene har forbedringen været forbigående, og som det fremgår af tabel 3 er 4 af de 37 patienter siden interviewet afgået ved døden, men i 20 tilfælde er der ikke længere tegn på aktiv sygdom.

” Er spontane remissioner virkeligt spontane?” Det spørgsmål tør bogens patienter godt benægte, for de mener alle, at deres forbedring har krævet en betydelig indsats.

Men lad os trods dette se lidt på, hvad der er publiceret om emnet ”spontan” remission:

Verdenslitteraturen om spontan remission

Gennem de sidste 100 år er der med tiltagende frekvens publiceret tilfælde af forunderlig tilbagedannelse af kræft. Det kaldes ”spontan remission/regression”. Denne litteratur har ikke fokuseret på patienternes egne indsatser, men har mest spekuleret i andre faktorer, som en mulig årsag til forbedringen.

1966 fremkom en kritisk monografi på 560 sider om emnet, skrevet af to amerikanske kirurger.

Spontaneous Regression of Cancer (1)

Tilden C. Everson & Warren H. Cole

Det er en analyse af de publicerede artikler siden 1900, suppleret med forfatternes egne tilfælde, og de har accepteret i alt 182 patientforløb, ud fra følgende definition:

· En fuldstændig eller delvis forsvinden af kræften uden lægelig behandling, eller efter en behandling, der må opfattes som utilstrækkelig til at frembringe forbedringen.

Diagnosen skal være bekræftet ved en biopsi, men det gælder ikke nødvendigvis senere manifestationer af sygdommen, fx kan klinisk oplagte metastaser på et lungebillede godkendes uden vævsprøve.

Der er ikke fastsat en nedre grænse for remissionens varighed, men hos 148 af patienterne findes der en beregning, som viser, at remissionen varede mindst et år i 80% af tilfældene og over 5 år hos ca. 40%.

Monografien omfatter alle kræfttyper, med undtagelse af leukæmi og lymfom, som efter forfatternes mening normalt frembyder et stærkt svingende sygdomsbillede. Det er måske rigtigt i visse kroniske tilfælde, men ellers er jeg ikke enig.

Bortset fra det er deres definition helt i overensstemmelse med min egen.

Samme år og under samme titel publicerede den canadiske patolog William Boyd 98 tilfælde fra litteraturen og fra sit eget arbejdsliv (2).

Hans kriterier var lidt anderledes, idet han også medtog ubehandlede kræftpatienter, hvor der ikke var sket en klar forbedring, men hvor sygdommen åbenbart var standset i sin udvikling. Hvis vi accepterer hans kriterier, vil mange af mine ”gråzone-tilfælde” være klart exceptionelle!

Begge disse monografier indeholder mange spændende overvejelser om de mulige udløsende faktorer for regressionen, hvilket jeg vil omtale i forbindelse med den endelige sammenfatning af litteraturen.

I 1990 bragte Challis og Stam en oversigtsanalyse i det ansete tidsskrift Acta Oncologica (3). Den omfattede 505 veldokumenterede tilfælde, som i modsætning til de to omtalte monografier også indeholder lymfomer og leukæmier.

Forfatterne spekulerer bl.a. over, hvorfor psykologiske forhold og andre livsaspekter næsten aldrig er belyst i beskrivelserne af sygdomsforløbet og nævner, at det måske skyldes ”at ingen læge er villig til at risikere sit gode rygte ved at rapportere et tilfælde af spontan regression, hvor en psykologisk mekanisme ser ud til at have afgørende betydning”.

De konkluderer, at selvom spontan regression bliver ved med at dukke op i den medicinske litteratur, findes der stadig ikke nogen overbevisende forklaring på fænomenet.

I 1993 udkom det sidste og mest imponerende samleværk om spontan regression eller remission fra

”Institute of Noetic Sciences” i USA:

”Spontaneous Remission” (4)

Brendan O´Regan & Caryle Hirshberg

Institute of Noetic Sciences blev grundlagt i 1973 og stræber efter at øge Verdens bevidsthed ved at støtte forskning, som drejer sig om exceptionelle menneskelige egenskaber, der overskrider den logiske tænkning, fx gennem meditation og healing.

Instituttets Remissionsprojekt er et led i denne stræben og har været den dominerende opgave fra 1983 til 1993.

Hypotesen er, at vort helbredssystem indeholder mindst 3 komponenter:

· Et selvdiagnosticerende system.

· Et selvreparerende system.

· Et regenerativt system.

Arbejdet har så gået ud på at eftergranske alle de publicerede tilfælde af spontan remission samt de tilfælde, som forfatterne selv har opsporet. Det er blevet til en fiks lille bog, der vejer 2 kg og består af godt 700 sider. Den handler om mange forskellige sygdomme, men kræft er helt dominerende, og bogen har accepteret 1051 referencer om det emne ud fra samme kriterier, som Everson og Cole har opstillet (se ovenfor).

En del forløb kan stadig anfægtes, men at fænomenet ”spontan remission for kræft” eksisterer, er hævet over enhver tvivl!

De enkelte kræftformer er opdelt efter udgangspunkt. Og man kan konkludere, at alle kræftformer er repræsenterede, men en del forekommer påfaldende hyppigt. Det gælder specielt nyrekræft, malignt melanom og lymfom/leukæmi samt et par yderst sjældne og meget specielle kræftformer, nemlig ”neuroblastom” hos børn og ”choriokarcinom” hos kvinder. Også blærekræft og sarkomer er noget overrepræsenterede.

Forfatterne understreger, at kvaliteten på de enkelte rapporter varierer, og der er en tydelig tendens til, at de mere psykologiske rapporter går for let hen over den fysiske dokumentation af sygdommen, mens kræftlægerne til gengæld helt negligerer patientens personlige forhold.

De understreger også, at klinikerne sjældent ser de exceptionelle forløb, fordi ”dødsdømte” patienter næsten aldrig kontrolleres og heller ikke henvender sig igen, hvis de har det godt. Og de få tilfælde, som lægerne trods alt får kendskab til, bliver sjældent publiceret, fordi lægen risikerer kollegial kritik og således ikke skal forvente, at indsatsen giver point i karrieren. - Der foreligger derfor en udtalt underrapportering, specielt når forbedringen er af kortere varighed.

Forfatternes erfaring understøttes af mine ”dødsdømte” patienter, som med enkelte undtagelser heller ikke fik tilbud om efterkontrol. Og angående publiceringen vil jeg tilføje, at det faktisk også kræver en betydelig arbejdsindsats at dokumentere et exceptionelt forløb. Den kollegiale kritik kan jeg endnu ikke udtale mig om personligt, men når alt kommer til stykket udgør rapporteringen nok kun en lille brøkdel af de eksisterende tilfælde, hvilket betyder, at spontan remission måske i virkeligheden er så hyppig, at den i betydelig grad kan medvirke til at overvurdere effekten af lægernes behandling! Og naturligvis også af de alternative indsatser, hvis vi altså tror på, at ”spontane” remissioner virkeligt er spontane!

Noetic Science har accepteret 120 tilfælde af brystkræft. I en artikel fra Ugeskræft for Læger, 1999: ”Spontan remission af mammacancer” (5), ville forfatterne kun godkende 6 tilfælde, men deres krav er også meget hårde.

De kræver, at såvel primærsvulsten som evt. metastaser skal være bekræftet ved en biopsi, men det er som bekendt meget sjældent, at der tages vævsprøve fra klinisk oplagte metastaser, der fx afsløres ved et røntgenbillede af lungerne.

Desuden blev alle tilfælde, hvor hormonelle faktorer kan have spillet en rolle, sorteret fra. – Fx hvis remissionen skete i forbindelse med et klimakterium eller ved ophør af en hormonbehandling for klimakterielle gener. Personligt mener jeg dog, at det er ret exceptionelt, hvis en kræftknude forsvinder helt på den måde. Ellers burde vi faktisk revidere vore behandlingsrutiner!

Forfatterne benytter for øvrigt lejligheden til at propagandere for den moderne behandling ved at dokumentere, at den gennemsnitlige overlevelsestid for patienter med ubehandlet brystkræft kun var 2,7 år i gamle dage (1805-1933), regnet fra 1. symptom, mens den idag for behandlede patienter i tidligt stadie er ca.10 år. Det kan lyde som et godt argument for, at den moderne behandling skaber ekstra livsår.

Jeg vil dog understrege, at historiske sammenligninger ikke er troværdige. Min indvending, som jeg sammen med andre kommentarer sendte til forfatterne, (men aldrig fik respons på), er følgende:

”Et rimeligt kendskab til disse tidlige studier viser, at “symptomdebut” hos datidens robuste kvinder var meget store knuder, der var en belastning for arbejdet på gården. Det kan slet ikke sammenlignes med dagens kvinder, og den dårlige “medianoverlevelse” dengang kan derfor heller ikke bruges som et statistisk argument for, at den moderne behandling for brystkræft er særlig effektiv. Desuden var der en tydelig overrepræsentation af de aggressive kræfttilfælde i den ubehandlede gruppe, fordi kvinder, der døde så hurtigt, at en planlagt behandling ikke nåede at blive gennemført, også indgik i denne gruppe. Jeres argument er yderligere belastet af, at der idag uden tvivl diagnosticeres stadig flere “non-fatale” kræfttilfælde ved hjælp af mammografi.”

Teorier om spontan remission

Fænomenet spontan remission mangler stadig en god forklaring. Op gennem historien har et stort antal mekanismer været i søgelyset. Da mit projekt først og fremmest sætter fokus på betydningen af patientens egne indsatser, vil jeg indskrænke mig til en meget kortfattet omtale af disse komplicerede teorier om biokemiske mekanismer:

· Infektioner med flere dages høj feber er rapporteret i flere overbevisende tilfælde af remission, specielt i forbindelse med erysipelas. Det førte til, at doktor William B Coley for 100 år siden eksperimenterede med bakterietoksiner og udviklede en cocktail fra to varmedræbte bakterier (streptococcus pyogenes + serratia marcescens). Denne toksinblanding kunne ved indsprøjtning i mange tilfælde inducere høj feber og blev indtil 1940 testet på over 200 patienter med inoperabel cancer. Der blev rapporteret forbløffende gode resultater, særligt mod sarkomer (6). Hvorvidt virkningen kunne tilskrives, at kræftceller måske er særligt temperaturfølsomme, eller skulle forklares som en aktivering af immunsystemet, blev ikke afklaret. I dag fokuserer forskningen mest på, om toksiner kan stimulere dannelsen af en ”tumor nekrose faktor”, der kan nedbryde svulster, så Coleys ideer er stadig aktuelle (7), men hans kliniske behandlingsforsøg er åbenbart opgivet, efter kemoens og strålernes indtog!

· Stimulation af immunsystemet er i det hele taget kommet i centrum og har givet mange forskere grå hår i hovedet. Faktisk kan der ofte påvises antigener på kræftcellernes overflade, hvilket burde sætte immunsystemet i alarmberedskab, men det virker som om kræftcellerne på en eller anden raffineret måde kan skjule sig, eller beskytte sig. Det er en kompliceret forskning, som desværre ikke har ført til gennembrud endnu. Forskellige former for manipulation af immunsystemet har vist en vis effekt, specielt over for malignt melanom, men det har knebet med at bekræfte resultaterne i senere forsøg.

· Hormonelle faktorer kan afgjort have indflydelse på flere kræftformer, fx på mange tilfælde af bryst- og ovariekræft, og for mandens vedkommende prostatakræft. Det betyder så også, at hormonelle ændringer kan medvirke til en spontan remission.

· Svulstens karforsyning kan teoretisk tænkes at blive ødelagt ved en operation, selvom hele svulsten ikke kunne fjernes. I det hele taget er kræftens karforsyning blevet et voksende forskningsområde, fordi dannelsen af nye kar - angiogenesen - har central betydning for kræftens evne til at vokse og sprede sig. Man søger derfor efter egnede anti-angionetiske lægemidler. En sådan faktor er påvist i mange substanser, bl.a. i hajbrusk. Denne forskning og dens evt. betydning i kræftbehandlingen, specielt mod brystkræft, kan først og fremmest tilskrives Judah Folkmans imponerende arbejde gennem mange år (8, 9).

· Flere andre mekanismer diskuteres. Måske kan fjernelse af et carcinogen, fx tobaksrøg, i enkelte tilfælde være nok til at sætte en selvhelbredelse i gang.

Og der er dokumentation for, at metastaser somme tider er forsvundet, efter at primærtumoren blev bortopereret, specielt ved nyrekræft. I den situation har hovedtumoren måske sendt stimulerende signalstoffer ud til metastaserne. I andre tilfælde er situationen efter alt at dømme modsat, så primærsvulsten hæmmer metastaserne, og så bør man nok holde fingrene fra primærsvulsten. Hele denne problematik er delvist accepteret i den etablerede forskning.

· Psykologiske forhold er undersøgt i mange studier, som er yderst relevante i mit forsknings-perspektiv. Jeg vil derfor referere og kommentere et par af de bedst gennemførte og mest tankevækkende:

1. For kvinder med brystkræft har et vel gennemført kontrolstudie vist, at kvindens reaktion på diagnosen siger noget om prognosen. Det gik således signifikant bedre for de kvinder, der reagerede med enten fornægtelse eller kampvilje, end for dem, der accepterede deres skæbne med resignation og en følelse af opgivelse (10).

2. Også psykosocial behandling kan åbenbart hjælpe. Den gennemsnitlige overlevelsestid for patienter med spredt brystkræft kunne således fordobles ved hjælp af støtteterapi, kombineret med selvhypnose mod smerter. Programmet gennemførtes en gang om ugen gennem et år (11).

Og et studie fra 1993 har vist samme tendens af psykologisk intervention over for patienter med malignt melanom (12).

3. Effekten af dyb meditation (og hypnose) er bl.a. omtalt i en artikel, der bygger på flere patientforløb. Forfatteren lægger op til, at en speciel teknik, der kaldes ”atavistisk regression”, er særligt lovende, fordi den kan påvirke immunsystemet på et meget dybtliggende og ”primitivt” niveau (13).

Denne artikel er ikke bedre underbygget end så meget andet i litteraturen, men den appellerer til nogle dunkle forestillinger i mit sind: Atavistisk betyder ”genopdukken af nedarvede egenskaber fra en fjern forfader”. Og det forekommer mig, at der også kunne være et atavistisk islæt i fx hajbrusk og gamle kinesiske urter.

Det forudsætter godt nok en helt ukemisk ”resonanshypotese”, hvor de mange ”nonsensgener”, som vi faktisk slæber rundt på fra tidernes morgen, på en eller anden frugtbar måde skulle kunne stimuleres med ”atavistiske” midler. - Det er absolut meget langt ude, men som det nok fremgår, er alternative energier blevet ret så nærliggende for mig.

· Generelt peges der på, at psyko-neuro-immunologien måske kan åbne døre, fordi den har vist, at vor psyke og krop er tæt forbundne gennem fælles signalsubstanser, der virker begge veje. Der er dog ikke enighed om, at denne forbindelse har indflydelse på kræftsygdommes forløb.

Remissionsprojektet er et imponerende arbejde, der rummer interessante og vel gennemførte psykologiske rapporter, men som helhed er der ikke sat fokus på patientens egne alternative indsatser.

Arbejdet på Institute of Noetic Sciences fortsætter med mange forskellige aktiviteter. Via e-mail har remissionslederen, Nola Lewis, bl.a. fortalt mig, at de netop har afsluttet en interview-undersøgelse af mennesker, der har overlevet mere end 20 år efter en veldokumenteret diagnose af kræft med metastaser. Interviewet handler meget om patienternes egne oplevelser! Projektet, der er under publicering, startede i 1985.

Efter 1993 er der på ”Medline” registreret yderligere mindst 500 artikler, som beskæftiger sig med mekanismerne ved ”spontan” remission, så der er et meget omfattende materiale at eftergranske og måske behov for en ny oversigt. Da jeg faktisk ikke fokuserer på evt. ”spontane mekanismer” ved en remission, vil jeg ikke sprænge mit projekts ”dead line” ved at foretage en dybdeborende analyse af disse mange artikler.

Jeg vil dog nævne, at forskningen nu mest kredser omkring et fænomen, der kaldes apoptose eller ”programmeret celledød”.

I normalt væv er der balance mellem apoptosen og nydannelsen af celler (mitoser), men ved kræft er apoptosen undertrykket i forhold til nydannelsen, hvilket er grunden til, at svulsten vokser.

Det har vist sig, at apoptosen styres af forskellige gener, der enten stimulerer eller hæmmer apoptosen. Et eller flere af disse gener er skadede eller sat ud af spil i kræftcellerne. Det gælder særlig hyppigt for et stimulerende gen, som kaldes p-53.

Denne erkendelse har ført til, at man prøver at genskabe det defekte gen i kræftcellerne ved genmanipulation. Det kan somme tider gøres ved at inficere cellerne med et virus, der indeholder genet og kan overføre det til cellen. Selvom denne manipulation kun lykkes i en mindre andel af tumorcellerne, kan det være nok til at stimulere apoptosen så meget, at svulsten begynder at skrumpe ind.

Den moderne forskning kan således specificere endnu en mekanisme, der virkelig ser ud til at have central betydning for en kræftknudes evne til at vokse:

· Apoptose (programmeret celledød) styres af gener, der er sat mere eller mindre ud af spil i kræftcellerne. Hvis der sker en spontan remission, er det måske tegn på, at disse gener på mystisk vis er bragt på bane igen. – Men hvor den påvirkning kommer fra, er stadig et helt ubesvaret spørgsmål!

Troværdige vidner, eller forskningsobjekter?

Mit projekt tager udgangspunkt i, at enkeltstående, velunderbyggede patienthistorier repræsenterer en sandhedsværdi. Ellers må vi faktisk forkaste hele vort retssystem, for det bygger jo også på, at et vidneudsagn godt kan være troværdigt!

Demokrati betyder folkestyre og forudsætter som bekendt, at vi har et rimeligt handlerum og en betydelig autonomi, så vi er stand til at påvirke samfundsudviklingen og forvalte vort eget liv.

Autonomi kræver også kundskaber, for ellers handler vi i blinde, og det er jo et tiltagende problem, i takt med at samfundet deles op i stadig flere ekspertområder, der har taget patent på sandheden.

Disse specialer skaber hver for sig deres egen fortolkningsramme, som ”cementeres” af utallige studier, der kliner sig op ad denne ramme, så den efterhånden bliver så tyk, at den ikke er til at trænge igennem. Og hvis man finder en smal dør, beskyttes den af et kodesprog, der er ubegribeligt for uvedkommende.

Så længe det drejer sig om upersonlige forhold som kvantefysik og fjerne galakser, bliver demokratiet ikke amputeret ret meget, fordi der her kan være tale om objektive sandheder, men når eksperterne også trænger ind i vort subjektive liv og tager sandhedspatent på fortolkningen af vore livsbegivenheder, bliver vor autonomi for alvor angrebet.

Kræft er et sådant område, der er blevet et ubegribeligt ekspertanliggende, selvom sygdommen ikke eksisterer som en objektiv sandhed ude i Universet. Den findes kun som en personlig og tragisk hændelse i de enkelte mennesker liv. Og så er det faktisk dybt problematisk, hvis eksperten og ”patienten” har helt forskellige fortolkninger og sandhedskriterier.

Bogens patienter har søgt deres egne veje og deres eget handlerum for at blive helbredte, eller for at leve i nogenlunde harmoni med deres kræftsygdom.

Vi kan konstatere, at deres indsatser har omfattet meget mere end kræftforskningens perspektiv kan rumme! Patienterne og kræftlægerne er således ofte milevidt fra hinanden. Afstanden kan variere, men den er garanteret større, end specialisterne tror, fordi de fleste patienter er bange for at ødelægge samarbejdet ved at fortælle om deres mere eller mindre vidtløftige energiforestillinger og indsatser. I et brobygningsperspektiv har denne konstatering fundamental betydning.

Kræftforskningen forudsætter, at forunderlige helbredelser og forbedringer er spontane og tilfældige hændelser. Det gælder derfor bare om at afsløre mekanismen, og det er forskningen måske på vej til at gøre. Men patienterne vil stadig spørge, om de slet ikke selv kan påvirke reparationsmekanismerne i deres egen krop?

Hvis lægerne afviser dette spørgsmål, vil stadigt flere patienter søge hjælp i det alternative marked, som generelt giver god plads til patientens eget handlerum. -”Du kan ikke bestemme over vindens retning, men måske kan du selv lære at sætte dine sejl.”

Jeg lægger ikke op til, at lægerne af strategiske grunde skal vise større respekt for en patients synspunkter, men mener, at vi helt enkelt må erkende, at et paradigme ikke kan få øje på noget, der ligger uden for paradigmets lyskegle. Forskningen kan derfor ikke udelukke, at der ”ude i skyggen” kan findes forhold, som styrer de mekanismer, der fokuseres på.

En pålidelig statistik er en god vejledning, når vi skal råde patienterne i en behandlingssituation. Det kan enkeltstående vidneudsagn ikke bruges til, men hvis vi kunne blive enige om, at en del af bogens vidner er så overbevisende, at de ikke kan afvises, har det alligevel en del praktiske og etiske konsekvenser:

Visioner

· Hvis patientens egne indsatser og forestillinger faktisk af og til kan påvirke sygdomsforløbet, vil det betyde, at det nok er meget dårlig lægekunst at sende en ”dødsdømt” patient hjem med et budskab om ”bare at leve som før, den korte tid, du har tilbage”.

· Og i en situation, hvor lægen må give op, fordi der ikke er flere terapeutiske muligheder i det etablerede behandlingssystem, burde der af etiske grunde skabes mulighed for, at en sådan patient kunne få økonomisk støtte til efter eget valg at prøve en alternativ behandling, hvis mulige effekt er ”dokumenteret” af troværdige vidner. - Flere af bogens patienter har fremhævet denne ret beskedne vision!

· Videns – og Forskningscenter for Alternativ Behandling, der er en helt nyetableret, selvejende institution med tilknytning til Sundhedsministeriet, har som en af sine målsætninger at bygge bro til dele af det alternative univers. En relevant respekt for patientvidner ville være et bæredygtigt fundament, som kunne skabe en konstruktiv dialog og forskningsmodel, der måske kan accepteres i begge lejre.

· Dette centers visioner om internationalt samarbejde bør om muligt udvides, så det også omfatter det veletablerede forskningscenter på Institute of Noetic Sciences i Californien.

· Et register over ”spontane” remissioner kunne danne basis for omfattende studier, hvis lægerne fik rapporteringspligt med udfyldelse af et skema, der også fanger væsentlige dele af patientens egne indsatser. Registeret kunne hjælpe med at belyse:

1. Hyppigheden af spontan remission ved forskellige kræftformer.

2. Om visse mennesker har en særlig god evne til at ”reparere” sig selv, så de kan vedligeholde eller genskabe deres helhed, og om denne evne kan påvirkes med statistisk forudsigelighed af livvstilsændringer eller andre indsatser.

Resultaterne af en sådan forskning ville naturligvis indgå i undervisningen af kommende terapeuter og kunne måske alt i alt bidrage til lidt ydmyghed og åbenhed!

· Et register over ubehandlede kræftpatienter efter lignende kriterier som ovenfor kunne også have videnskabelig værdi ved at skabe grundlag for en beregning af overlevelsestiden for ubehandlede, som så måtte beregnes fra ”1. symptom”. Det kunne gøres med rimelig sikkerhed ved fx brystkræft, fordi det her drejer sig om en ydre knude.

Der ville blive tale om et selekteret materiale, men et sådant register ville afgjort være bedre end ingenting, hvis resultaterne tolkes med fornøden reservation..

· Og helt generelt bør vi nok indse, at selvom paradigmer er en forudsætning for en frugtbar forskning, kan et paradigme desværre aldrig overskue hele sandheden om menneskers livsvilkår.

Det betyder så også, at lægevidenskaben aldrig kan finde en standardbehandling, der hjælper alle patienterne. Der vil altid være behov for ydmyghed, lytten og lægekunst.

Hvis disse visioner kunne bidrage til en konstruktiv dialog og en bæredygtig bro, ville et fælles ønske hos alle bogens vidner blive opfyldt!

Litteraturliste

1. Everson TC, Cole WH: Spontaneous regression of cancer (a monograph)

W.B. Saunders Co; 1966.

2. Boyd W: The spontaneous regression of cancer (a monograph).

Charles C. Thomas Publisher; 1966.

3. Challis GB, Stam HJ: The spontaneous regression of cancer: A review of cases from 1900 to 1987.

Acta Oncologica 1990; 29: 545-50.

4. O´Regan B, Hirshberg C: Spontaneous remission of cancer: An annotated bibliography.

Institute of Noetic Sciences 1993.

5. Larsen SU, Rose C: Spontan remission af mammacancer.

Ugeskr Læger 1999; 161/26: 4001-4.

6. Wieman B, Starnes CO: Coley´s toxins, tumor necrosis factor and cancer research: a historical perspective.

Pharmacol Ther 1994; 64: 529-64.

7. Oettgen HF: Biological agents in cancer therapy: cytokines, monoclonal antibodies and vaccines.

J Cancer Res Clin Oncol 1990; 116: 116-9.

8. Folkman J, Ingber D: Inhibition of angiogenesis.

Semin Cancer Biol 1992; 3: 89-96.

9. Folkman J: The influence of angiogenesis on management of patients with breast cancer.

Breast Cancer Res Treat 1995; 36: 109-18.

10. Pettingale KW, Morris T, Greer S, Haybittle JL: Mental attitudes to cancer: An additionel prognostic factor.

Lancet 1985; 750

11. Spiegel D, Bloom JR, Kraemer HC, Gottheil E: Effects of psychosocial treatment on survival of patients with metastatic breast cancer.

Lancet 1989; 2: 888‑91.

12. Fawzy FI, et al.: Malignant melanoma: Effects of an early structured psychiatric intervention, coping, and affective state on recurrence and survival 6 years later.

Archives of General Psychiatry. 1993; 50/9: 681‑9.

13. Meares A: Psychological mechanisms in the regression of cancer

Med. J Australia 1983; 583-84.

Linker til: Artikkel nr. 1 Artikkel nr. 2 Tilbake til startsiden